Forskellen på Bulldogs og andre hunde...

Den forbandede snor!

Denne artikel har tidligere været udgivet på hunde-forum.dk

Hundeloven påbyder at hunde skal føres i snor på alle offentlige steder, og det er da også en ganske fornuftig regel, idet det ikke er alle vi hundeejere, der har fuld kontrol over vores hund altid - som om det overhovedet var muligt at have fuld kontrol over et levende væsen.

Derfor har vi snor i hunden - en sikkerhedsline, der beskytter både hund og den øvrige færdsel i tilfælde af uforudsete manøvrer fra hundens side.
Som sådan er snoren et praktisk hjælpemiddel, når den bruges korrekt - dvs. som en sikkerhedsline mellem hund og ejer, en sidste udvej i nødstilfælde.
Problemerne opstår når vi bruger den til mere end det...

Det er ikke altid os - ejeren - der får problemet. I mange år var "ryk i linen" en accepteret træningsmetode - ja faktisk den eneste. Mangen en hund har sandsynligvis levet sit liv med kroniske smerter på den konto.

Et godt udført ryk måtte gerne få hunden til at lande på ryggen - det gav ekstrapoints hos træneren. Men uanset voldsomheden og antallet af ryk, var der stadig utallige problemhunde, af den slags der trækker i linen - hvad bilder de sig ind!? Det er aldrig faldet os ind at vi selv var problem-ejere, når vi gjorde det samme. Hvad lærte vi egentlig hunden? Gør som jeg gør, ikke som jeg siger...

I de sidste ca. 10 - 15 år har videnskaben lært meget om hunde, og adfærdsbehandlere og instruktører har brugt den nye viden til at udvikle bedre, mere effektive og ikke mindst mere humane træningsmetoder. Det anses ikke længere for nødvendigt at bruge snoren som strafredskab overfor hunden.

Alligevel ser man på træningspladserne utallige hundeejere, der - sikkert helt uden at tænke over det - går og river og flår i deres arme hund konstant. Det foregår hverken hårdt eller brutalt, eller med intentioner om at straffe - hundeejeren bruger bare den nemme udvej til f.eks. at få hunden til at dreje til højre, uden at behøve at fortælle den hvad den skal gøre. Snoren bliver til en slags styrepind, der skubber og trækker hunden rundt. Nemt for ejeren - irriterende for hunden, der gang på gang får en "straf", som den ikke har en chance for at undgå. Ikke engang hunde er tankelæsere - hvordan skal din hund kunne vide at du pludselig har tænkt dig at dreje til venstre? Den opdager det først når den bliver trukket med.

Forestil dig at du sidder som passager i en bil. Hver gang føreren af bilen bremser op eller ændrer retning, gør han det så voldsomt at du bliver slynget frem og til siden, så din sikkerhedssele strammes og låser. Hvordan ville du have det når du ser et nyt sving eller lyskryds nærme sig? Ville du blive lidt nervøs eller måske tænke "åh nej, ikke igen!" Gider du køre med denne person hver dag?

Forestil dig nu at du er en hund, der går tur med sin ejer... Hver gang din ejer vil have at du skal ændre retning, gå langsommere eller hurtigere, rykker han i snoren, der er forbundet til dit halsbånd - ryk, hiv, træk, ryk, hiv, træk - hele tiden! Hvordan ville du have det med at gå tur med den person hver dag? Ville du blive lidt nervøs og prøve at undgå de mange ryk ved f.eks at springe op ad din ejer eller måske ligefrem prøve at flygte? Eller ville du til sidst resignere og blive nærmest følelsesløs?

Det er så nemt bare at bruge snoren til at styre din hund - altså nemt for dig... Men prøv i stedet at kommunikere med din hund. Glem snoren og brug i stedet stemme og kropssprog, ligesom hunde gør når de kommunikerer med hinanden og med os.

Nogle lydighedstrænere og instruktører er begyndt at bede eleverne om at fastgøre snoren til bæltet i stedet for at holde den i hånden. På den måde bliver hundeføreren ikke fristet til at bruge den "nemme" løsning, men er nødt til at samarbejde med hunden. Det udvikler hundeejerens evner som træner og opdrager for sin hund, og skaber et bedre og mere tillidsfuldt forhold mellem hund og ejer.

Det kan være virkelig svært at lægge de gamle vaner fra sig. Mange af os kommer stadig til at bruge snoren som "styrepind" engang imellem. Men det er en god start at begynde at tænke anderledes, og se tingene som de ser ud fra den anden ende af snoren. Hvordan er det at gå tur med dig?

Hvis du var en Bulldog...

De såkaldt "brachycephale" racer - altså fladsnudede hunde som f.eks. Engelsk og Fransk Bulldog, Mops og Pekingeser - har i de seneste år været særdeles populære, især hos unge, der skulle have deres første hund. Det bælgøjede, savlende, hængemulede look betragtes som kært og charmerende - og ikke mindst et prestigeobjekt, for den type hunde er nemlig ofte, og med god grund, meget dyre

Hvis du har sådan en hund elsker du den sikkert meget højt. Og der er ingen tvivl om at du også behandler den godt. Men prøv engang at forestille dig hvordan dit eget liv ville være, hvis du skulle gå rundt med det samme udseende som en Bulldog. Det charmerende flade fjæs og den korte tykke krop koster nemlig også dyrt i livskvalitet.

Du ville se ca. sådan ud:

Din næse ville være så flad, at du kun kunne trække vejret med besvær. En almindelig gåtur hen til nærmeste kiosk ville gøre dig svært stakåndet. Værre endnu hvis det var sommer og varmt - så ville du være i overhængende risiko for at få et hedeslag, fordi du ikke kunne ventilere nok til at afkøle dine indre organer.

Din hals og gane ville være så kort at overskydende væv i den bløde gane bagerst i din mund ville falde ned og dække for luftrøret når du slappede af. Pga. dette og dine meget snævre næsebor, ville du snorke voldsomt når du sov, og du ville ofte vågne om natten, fordi du ikke kunne få luft.
I øvrigt ville du foretrække at sidde op og sove, fordi dine luftveje på denne måde ikke så let ville lukke til som i liggende stilling.

Dine øjne ville konstant løbe i vand, fordi slimhinderne var blottede og irriterede. Du ville have stærkt forhøjet risiko for øjenbetændelse, og for indadvendte øjenvipper, der ville skrabe på dine hornhinder, forringe dit syn og få gule klumper af betændelse til at sidde i kanten af øjnene.

De mange rynker i dit ansigt ville tiltrække svampe og bakterier, der ville trives i de mørke, iltfattige folder, og forårsage en smertefuld betændelsestilstand. Hvis ingen med jævne mellemrum gjorde dig ren dybt inde i rynkerne, ville der efterhånden dannes en grålig klistret masse af døde bakterier og affaldsstoffer, som ville ætse din hud væk.

Du ville have samme antal og størrelse tænder som andre mennesker, men i en meget mindre mund. Så risikoen for at du ville få tandpine mange gange i dit liv, ville være temmelig stor.

Dine arme ville være så korte at du ikke kunne nå om og tørre dig når du havde været på toilettet. Du måtte enten få en anden til det, eller leve med lugt, kløe og rød irriteret hud.

Din krop ville være så kort og tyk, at du ville have det største besvær med almindelige hverdagsting, som at samle ting op fra gulvet og tage tøj på.
Allerede når du var midt i 20'erne ville du få ondt i ryg og led pga. din usunde kropsbygning, og du ville snart foretrække at bevæge dig så lidt som muligt. Det meste af dit liv ville du tilbringe halvsovende i sofaen.

Du ville have stort besvær med at dyrke sex pga. din særprægede fysik. Men skulle du alligevel være så heldig at blive gravid, ville du være nødt til at løbe risikoen ved et kejsersnit i fuld narkose. Det ville være risikabelt, fordi dit hjerte ville være svækket af din overvægt og dårlige kondition. Men hvis du overlevede, ville du til gengæld få et af dit livs bedste øjeblikke, når du vågnede, stadig med iltslangen i halsen, og for første gang oplevede hvordan det er at kunne trække vejret helt ubesværet.

Du er uden tvivl et godt menneske. Du køber sikkert økologiske grøntsager og æg fra fritgående høns, fordi du bekymrer dig om miljø og dyrevelfærd. Tænk også lidt på dyrevelfærd næste gang du køber hund!

Du behøver ikke at vælge de fladsnudede racer helt fra, men stil krav til din opdrætter. Køb kun der hvor der gøres en seriøs indsats for at reducere racernes helbredsproblemer.

Du kan f.eks. også vælge en af de "nye" racer, Olde English Buldogge, Olde Victorian Buldogge, Leavitt Bulldog m.fl. Disse racer er resultatet af et avlsarbejde, der skal føre Buldoggen tilbage til dengang den både kunne trække vejret, bevæge sig og formere sig normalt.

De 4 kvadranter - down & dirty

I det følgende vil jeg prøve at forklare lidt om de principper, der bruges i moderne hundetræning, og også noget om hvorfor nogle former for træning er bedre end andre

Denne artikel har tidligere været udgivet på hunde-forum.dk

Vi starter med at forklare ordene positiv og negativ. De betyder ikke "godt" og "ondt", som mange ellers tror. I trænings-fagsprog betyder "positiv" at man giver noget, og "negativ" at man fjerner noget.
Dvs. at hvis jeg giver dig en 10'er, så er det positivt, men hvis jeg tager den fra dig, er det negativt.
På den anden side kan jeg også give dig en lussing. Det er også positivt, fordi jeg tilfører noget, der ikke var der før - i dette tilfælde smerte. På samme måde kan det være en god ting at gøre noget "negativt". Hvis du f.eks har en splint i fingeren, og jeg tager den ud, har jeg fjernet din smerte.

I hundetræning bruger vi begreberne positiv og negativ sammen med to andre ord: Forstærkning og straf.
At forstærke en adfærd betyder at øge sandsynligheden for at adfærden sker. Hvis jeg f.eks. giver dig 1000 kr. hver gang du besøger mig, er der ret stor sandsynlighed for, at du vil besøge mig oftere end hvis jeg ikke gav dig noget. Samme princip anvender vi når vi træner indkald med hunden. Hvis din hund får en godbid hver gang du siger dens navn, vil der være større sandsynlighed for at den kommer hen til dig, end hvis den ingenting får. Det kaldes positiv forstærkning (R+) - vi har øget sandsynligheden for at hunden kommer når der kaldes, ved at give den en belønning.
Straf er noget der nedsætter sandsynligheden for at en adfærd sker. Hvis jeg f.eks tvinger dig til at gøre rent hver gang du besøger mig, vil du nok ikke komme så ofte, som hvis du ikke skulle gøre rent - og slet ikke så ofte, som hvis jeg gav dig 1000 kr.

Et klassisk eksempel på positiv straf (P+) i hundetræning er ryk i linen for at lære hunden at gå pænt i snor. Hvis hunden trækker, svarer ejeren igen med et kraftigt ryk i linen, der sandsynligvis gør ondt eller i hvert fald er meget ubehageligt for hunden. Trænere, der bruger denne metode, kombinerer den ofte med f.eks. pighalsbånd eller tynde kædehalsbånd, så smertepåvirkningen bliver større. Altså træneren tilføjer hunden smerte for at nedsætte sandsynligheden af en uønsket adfærd.
Det virker dog ikke altid efter hensigten - det kan nemlig være meget svært at få en hund til at forstå nøjagtig hvad det er, den bliver straffet for, og det nedsætter effektiviteten af metoden.
Lad os sige at vi har en hund, der gøer og trækker i snoren hver gang den ser en anden hund. Ejeren straffer med skæld-ud og ryk i linen, men fordi situationen er så kompleks - der er en fremmed hund, et fremmed menneske med den fremmede hund, andre ting, der sker på gaden osv. - er sandsynligheden for at hunden forstår at det er dens egen reaktion, der straffes for, ret lille. I mange tilfælde vil hunden forstå straffen således, at det simpelthen er ubehageligt og farligt at møde fremmede hunde og personer, og det vil få den til at reagere kraftigere næste gang. På denne måde bliver aggression og straf en ond spiral.

For at bruge positiv straf på en effektiv måde, skal hundeejerens timing være absolut perfekt, og undersøgelser viser at vi mennesker desværre langt fra er perfekte på dette område. Derfor er positiv straf en risikabel og usikker træningsmetode, der kan skabe flere problemer end den løser. Den amerikanske TV-træner Cesar Millan bruger ofte positiv straf. Læg mærke til at hans program altid begynder med en advarsel mod selv at prøve metoderne derhjemme.

Nu har vi haft eksempler på positiv forstærkning (at belønne ønsket adfærd) og positiv straf (at straffe uønsket adfærd), så nu er det tid til de negative træningsmetoder, der er lidt mere komplicerede at forstå.

Først negativ straf (P-). Som sagt betyder "negativ" at fjerne noget, og "straf" betyder at nedsætte sandsynligheden for at en adfærd sker.
Ved at fjerne noget fra hunden, kan vi altså få den til at holde op med uønsket adfærd. Det, vi fjerner, skal være noget, hunden gerne vil have. Det bliver altså en straf for den at miste noget. Dette "noget" kan f.eks. være kontakten med en person eller en anden hund. Den engelske TV-træner Victoria Stillwell bruger "time-out" som negativ straf - altså at hunden lukkes ude af fællesskabet, hvis den ikke opfører sig ordentligt.
Andre eksempler på negativ straf er: At standse eller gå i modsat retning hvis hunden trækker i linen. At ignorere hunden hvis den springer op ad én. At stoppe legen med en hvalp der bider.

Den sidste af de fire træningsmetoder er negativ forstærkning (R-). For de fleste vil den virke komplet ulogisk, men ikke desto mindre bliver metoden brugt aktivt af en del trænere.
Vi husker at "negativ" betyder at fjerne noget, og "forstærkning" betyder at øge sandsynligheden for at en adfærd sker. Så ved at fjerne noget fra hunden, kan vi altså få den til at udføre ønsket adfærd. Det vi fjerner, skal derfor være noget hunden ikke vil have - smerte eller ubehag.
Heldigvis går langt de fleste hunde ikke rundt og har smerter til daglig, men det betyder til gengæld at for at bruge negativ forstærkning, må man først tilføje hunden smerte, og derefter fjerne den, når hunden udfører den ønskede adfærd. Et godt eksempel på en sådan træningsmetode er "tvangsapport", der især bruges i jagthundetræning. Her tilfører man hunden smerte for at få den til at åbne munden. Det kan f.eks. være med det ulovlige el-halsbånd, eller simpelthen ved at vride hundens øre rundt. Når hunden åbner munden for at skrige, stopper træneren apporten ind i den åbne mund, og i samme øjeblik standses smertepåvirkningen. Hunden lærer altså, at for at undgå smerte, skal den tage apporten.

Et andet eksempel er indlæring af "sit" på den gammeldags måde hvorejeren fysisk presser hundens bagdel mod jorden, og først standser det  ubehagelige pres når hunden er i den ønskede stilling.
Træning med smerte og ubehag er stressende for hunden, og stress forringer indlæringsevnen. Desuden er ny adfærd meget nemmere og mere ukompliceret at indlære med positiv forstærkning. I tilgift vil man få en gladere hund, der udfører den ønskede adfærd af lyst og ikke af frygt.
De fire ovennævnte træningsmetoder kaldes tilsammen "De fire kvadranter" og benævnes i "fagsprog" R+ (positive reinforcement), R- (negative reinforcement), P+ (positive punishment) og P- (negative punishment).

Nogle trænere mener at man bør bruge alle fire metoder. Dette kalder de for "balanceret træning". Langt de fleste hunde vil dog kunne lære alt det nødvendige ved hjælp af R+ og en lille smule P-. Tilmed er disse metoder nemmere at lære for ejeren, og kan gøre mindre skade, hvis man alligevel kommer til at gøre det forkert, så det kan kun anbefales at man søger den type træning, før man anvender de hårde metoder.

Selvkontrol - en begrænset ressource?

En række psykologiske studier af mennesker har fået forskere til at drage den konklusion, at selvkontrol er noget, vi kun har en begrænset mængde af. Og når kvoten så at sige er opbrugt, har vi ikke alene sværere ved at koncentrere os om en opgave - vi har også en større tendens til at havne i potentielt farlige situationer.

Et nyt studie, "Too dog tired to avoid danger: Self-control depletion in canines increases behavioral approach toward an aggressive threat" af Holly C. Miller, C. Nathan DeWall, Kristina Pattison, Mikaël Molet og Thomas R. Zentall, tyder på at det samme gør sig gældende for hunde.
Forskerne delte deres testhunde op i 2 grupper. Den ene gruppe skulle udøve selvkontrol ved at sidde stille på samme sted i 10 minutter. Den anden gruppe opholdt sig i et bur i 10 minutter, men havde ellers bevægelsesfrihed og kunne f.eks. selv bestemme om de ville ligge, sidde eller stå.
Efter de 10 minutter blev begge grupper af hunde udsat for 2 forskellige tests - et aktivitetslegetøj med godbidder, som de skulle finde ud af at få ud af en flaske, og et møde med en aggressiv hund i et bur.

Opbrugt selvkontrol kan være farligt
Forsøget viste at de hunde, der havde brugt 10 minutter på sit-øvelsen, hurtigere opgav at lege med aktivitetslegetøjet, medens hundene, der havde været i bur, legede længe og ivrigt. Og i mødet med den aggressive hund, gik hundene, der havde været igennem sit-øvelsen, tættere på buret med den gøende og snerrende hund, og udsatte sig derved for potentiel fare, medens den anden gruppe fornuftigt holdt afstand.
Forskernes konklusion var at selvkontrol er en begrænset ressource, også hos hunde, og at en udtømning af denne ressource kan føre til uhensigtsmæssig adfærd.

Slip tøjlerne
Spørger man hundeejere hvad der, efter deres mening, er noget af det vigtigste, deres hund skal lære, er selvkontrol ofte meget højt på listen. Men dette studie kan være et fingerpeg om at vi, som hundeejere, skal vælge vores kampe med omhu, og i højere grad "slippe tøjlerne" på områder, der er mindre vigtige for hundens og omverdenens generelle sikkerhed.
Hunde, der i mange timer i løbet af en dag, tvinges til at udøve selvkontrol og gå imod deres drifter, kan risikere at "hævne sig" ved at være ekstra ukontrollérbare og dårlige til at koncentrere sig i situationer hvor dette ellers er påkrævet. Det er derfor et spørgsmål om den omfattende kontrol, som nogle hundeejere, især af "den gamle skole", foretrækker at have over deres hunds liv, i virkeligheden er en god idé?
Er det f.eks. absolut nødvendigt at tvinge hunden til at opholde sig i sin kurv, eller til konstant at gå "på plads" på almindelige gåture? Hvis hunden får lidt mere frihed i hverdagen, er der faktisk noget, der tyder på at den bliver lettere at holde under verbal kontrol, når det virkeligt gælder.

Selvkontrol på træningspladsen
At betragte selvkontrol som en begrænset ressource kan være et meget nyttigt redskab under træningen. De fleste hundeejere ved allerede at hundes koncentrationsevne er begrænset, og at dette gælder for nogle mere end andre. Små korte trænings-seancer på 5 minutter er derfor som regel mere effektive mht. indlæring end længere forløb på f.eks. 1/2 time.
Den gode nyhed er at lageret af selvkontrol kan fyldes op igen. Et lille hvil og/eller et mellemmåltid kan som regel klare sagen for både hunde og mennesker, siger forskningsleder Holly C. Miller phd.